WordPress har en funktion som tillader dig, at planlægge udgivelsen af indhold på din hjemmeside. Det er faktisk vildt smart for på den måde kan du skrive alt dit indhold, planlægge det ind og læne dig tilbage.
Du behøver faktisk ikke engang logge ind efter du har opsat det. WordPress klarer det hele.
Det er lidt spøjst for den modsatte funktion er ikke i WordPress
Et af de meget almindelige spørgsmål som jeg støder på er
Hvordan planlægger jeg at fjerne indhold som er udgivet?
Altså, hvordan sætter du en dato og tidspunkt på, så et stykke indhold du har udgivet bliver sat til kladde eller slettet.
Det gør du ikke – eller i hvert fald ikke som standard. Jeg undres lidt over det, da det næsten er som om at Automattic der udvikler WordPress kun understøtter at du udgiver indhold. What is posted on the Internet stays on the Internet må tanken næsten have været.
Hvorfor er det smart at kunne planlægge fjernelse af indhold?
Det giver måske ikke megen mening i en kontekst af blogindlæg, nyheder og lignende indhold. Der er dog en del scenarier hvor det giver rigtig god mening, at have indholdet udgivet i en begrænset periode, f.eks.
- Landing Pages der kører med kampagnetilbud
- Landing Pages som skal skabe “sense of urgency”
- Webinar tilmeldingssider
- Produkter der måske ikke er på tilbud og kun sælges i en begrænset periode
Og der er mange flere end det. Pointen er, at det for nogle virksomheder giver super god mening at have indhold tilgængeligt og så kunne fjerne det automatisk uden nogen skal huske på andet end at sætte tidspunktet korrekt.
Der er heldigvis en løsning
Hvis du er en af dem som sidder og tænker at det faktisk kunne være ret lækkert med den mulighed, at kunne planlægge fjernelsen af indhold på din hjemmeside, så er der et plugin som gør netop dette.
Pluginnet hedder Post Expirator og jeg selv har brugt det et par gange – Det virker rigtig fornuftigt. Efter du har installeret og aktiveret pluginnet får du en “kasse” med valgmuligheder ude til højre i WordPress Administrationen.
Herfra kan du så styre hvornår og hvordan du ønsker at fjerne indholdet på det angivne tidspunkt.