Året er 2018 og hvis du føler dig frustreret over hvor komplekst det synes at være, at få onlinebetaling på din webshop er, så er du ikke alene.
Jeg undres til stadighed over hvorfor det næsten kræver en universitetsuddannelse at kunne modtage kreditkort over Internettet.
Det kan være særligt frustrerende hvis du sidder og gerne vil i luften med din nye webshop og sælge din e-bog eller onlinekursus.
Indløsningsaftaler, betalingsgateways og junglen at modtage betalinger
Ordene alene er nok til at forvirre den gennemsnitlige person og med rette. Det er nemlig ikke helt gennemskueligt hvad du skal have, særligt ikke hvis du aldrig har tilsluttet onlinebetaling før.
For at få kreditkort betalinger til at fungere med WooCommerce skal du overordnet bruge 4 ting
- En WooCommerce webshop
- En indløsningsaftale
- En betalingsgateway
- Et plugin som understøtter din valgte betalingsløsning
Savner du definitionen for hvad punkt 2 og punkt 3 går ud på, kan du finde dette I et tidligere blogindlæg jeg skrev omkring 6 væsentlige overvejelser du skal gøre dig når du vælger hvordan du vil modtage kreditkort betalinger.
For dig der gerne vil hurtigt I gang
I get it, du læser dette blog indlæg fordi du gerne vil hurtigt i gang og du har ikke nødvendigvis tid til, at vente på at få en indløsningsaftale hos f.eks. NETS eller Clearhaus – Eller for den sags skyld skulle betale et fast abonnement for det.
Det lyder jo altsammen meget fint.. Men, hva’ koster’n?
Stripe tager ingen månedlige gebyrer eller andre former for abonnementer. De tager i stedet for 1,4% af omsætningen der går gennem dem som de trækker med det samme, samt 1,80 kr. pr. ordre (transaktion).
At de trækker de 1,4% med det samme betyder også at du ikke får en pludselig faktura da du så allerede har betalt beløbet.
Hvad er fordelene?
Jeg ser Stripe har nogle klare fordele særligt hvis du starter en webshop for første gang og ikke har midler til, at skulle betale et fast abonnement for at have en betalingsløsning.
Du kan komme i gang med det samme
Stripe tager vitterligt kun en lille times tid at komme i gang med fra det øjeblik du starter til din konto er godkendt og du er klar til, at modtage betalinger – eller endnu mindre hvis du har prøvet processen tidligere.
Du undgår faste, månedlige omkostninger
Eftersom at Stripe tager en del af omsætningen der passerer gennem dem, betyder det også at de ikke tager et abonnement. Det ser jeg som en klar fordel, særligt for nyopstartet webshops der muligvis har færre likvide midler.
Ok, ok, det lyder jo meget godt .. men hvad er ulemperne?
Som med de fleste valg er der også potentielle ulemper. Om det er ulemper for lige netop dig, kan kun du svare på. Her er dog de mest almindelige punkter du bør være opmærksom på ved at vælge Stripe som din onlinebetaling.
Det koster 1,4% af omsætningen
Du skal derfor være opmærksom hvad dine produkter/ydelser koster og hvad din margin er. For sælger du produkter med høj margin og relativt lave priser, (f.eks. digitale produkter som e-bøger eller online kurser) kan de 1,4% som oftest betale sig.
Sælger du derimod eksklusive produkter med lav margin og høje priser (f.eks. designvarer eller smykker) så kan 1,4% pludselig blive en betragtelig del at skulle betale.
Der går 7 dage før pengene overføres til din konto
Dette punkt er nok det som overrasker de fleste. Fra det øjeblik du modtager en betaling og til pengene havner på din konto, går der 7 dage. Årsagen til dette er naturligvis mikrorenter som Stripe tjener på pengene mens de er i deres system.
Det er også årsagen til, at Stripe kan gøre det billigere end de andre udbydere.
Lad mig lige demonstrere hvor hurtigt du reelt set kan komme i gang
Her er en video der viser hvor hurtigt det faktisk er, at opsætte Stripe. Helt fra start til slut. Jeg har med vilje sprunget hen over godkendelses processen hvor der skal angives virksomhedsoplysninger.
Du skal regne med, at bruge ca. 20 minutter på godkendelses processen da du skal finde nogle af dine virksomhedsoplysninger frem undervejs.